Ildsjælen Una Kalmer Jart, Gentofte, fylder 90 år den 8. juni 2025

Hun blev klassisk sproglig student fra Metropolitanskolen i 1953, og derefter tilbragte hun et år på statsgymnasium i Frankrig. Fra Københavns Universitet dimitterede hun i 1963 som cand.jur. Fire år senere tog hun forprøven til den teologiske embedseksamen, og i 1972 fik hun efter den daværende paragraf 2-ordning tilladelse til at blive præst i folkekirken. I to år fra sommeren 1972 var hun hjælpepræst ved Tagensbo Kirke i nordvestkvarteret og i perioden 1974-2005 havde hun sit virke som kaldskapellan ved Kildevældskirken på Østerbro. Fra denne stilling gik hun på pension fra præstegerningen i sommeren 2005.cUna Jart har fået offentliggjort adskillige artikler om teologiske emner i tidsskrifter i ind-og udland, og i 1999 opnåede hun på Københavns Universitet ph.d.-graden i teologi på grundlag af afhandlingen ”Foreningen Jeunes Femmes i perioden 1946-1981”.
Una Jart har igennem mange år været medlem af den globale ngo Zonta International, som arbejder for lige rettigheder og muligheder for kvinder verden over, blandt andet ved at medfinansiere et stort UNICEF-UNFPA projekt mod børneægteskaber i Afrika og Asien.  Hun var klubpræsident for klubben København I i 1982-1984, og derefter beklædte hun i to år posten som vice-Area director for Area Danmark,  inden hun i 1986-1988 sad som Area Director. Hun har boet i Gentofte kommune siden 1939, og siden hun i 1957 blev gift med civilingeniør Aage Jart, har bopælen været i Dyssegårdskvarteret i Hellerup. Da parret var blevet forældre til to døtre og to sønner, blev Una Jart meget engageret i oprettelsen af den integrerede dagsinstitution Dyssegårdsparken. I byggefasen var hun formand for byggeudvalget og derefter institutionens første bestyrelsesformand. Hun gik også varmt ind for oprettelsen af børnehaveklasser i Gentofte Kommune, og hun havde sæde i skolenævnet i fire år fra 1974.
Fem børnebørn, hus og have, litteratur og kunst sluger meget af hendes tid, og hun nåede at fejre diamantbryllup med Aage Jart i 2017, året før hans død. Selv er hun stadig aktiv og har efter sin pensionering været en flittig skribent. Ud over anmeldelser i den lokale Villabyerne har hun selv udgivet en række historier om nogle unge kvinders oplevelser i Lausanne i 1878 i form af små læseoverkommelige e-bogs-”bind”.
Una Jart er også fortsat aktivt medlem i Zontaklubben København I, og har på sin fødselsdag, der i år falder Pinsemorgen,  inviteret de øvrige medlemmer til morgensang på bronzealderhøjen mellem Ewaldsbakken og Højgaards Alle, efterfulgt af brunch.

Zonta Kbh I