Præst, cand.jur. og ph.d. Una Kalmer Jart, Gentofte, er død, 91 år gammel

Una Jart var i 47 år med i Zonta København I og aktivt medlem til det sidste. Den 6. november døde hun i sit hjem, som hun havde ønsket det, efter et langt og produktivt liv. Hendes smittende engagement vil blive savnet i Zonta.

Una Jart voksede op i Gentofte og boede senere i kommunen fra 1939 og til sin død. Hun blev klassisk sproglig student fra Metropolitanskolen i 1953, tilbragte derefter et år på et statsgymnasium i Frankrig og dimitterede fra Københavns Universitet i 1963 med graden cand.jur. Fire år senere bestod hun forprøven til den teologiske embedseksamen. I 1972 fik hun efter den daværende paragraf 2-ordning tilladelse til at træde ind i folkekirken.

Una Jart tilbragte to år fra sommeren 1972 som hjælpepræst ved Tagensbo Kirke i nordvestkvarteret. Fra 1974 til 2005 var hun kaldskapellan ved Kildevældskirken på Østerbro. Hun offentliggjorde flere artikler om teologiske emner i tidsskrifter i ind- og udland og opnåede i 1999 ph.d.-graden i teologi på Københavns Universitet på grundlag af afhandlingen ‘Foreningen Jeunes Femmes i perioden 1946-1981’. Hun gik på pension fra præstegerningen i sommeren 2005.

Siden 1979 var Una Jart medlem af den globale ngo Zonta International, der arbejder for lige rettigheder og muligheder for kvinder og medfinansierer store UNICEF-UNFPA projekter, herunder kampen mod børneægteskaber i Afrika og Asien. Hun var klubpræsident for Zontaklubben København I i 1982-1984, fungerede i to år som Vice-Area director for Area Danmark og var Area Director i 1986-1988.

Una Jart blev gift med civilingeniør Aage Jart i 1957, og parret fik to døtre og to sønner. Familielivet og et aktivt engagement i lokalsamfundet fulgte herefter. Hun spillede en central rolle ved oprettelsen af den integrerede dagsinstitution Dyssegårdsparken. I byggefasen var hun formand for byggeudvalget og institutionens første bestyrelsesformand. Hun var desuden med til at etablere børnehaveklasser i Gentofte Kommune og havde sæde i skolenævnet i fire år fra 1974.

Sammen med parrets fire børn og fem børnebørn fejrede Una og Aage Jart diamantbryllup i 2017, året før hans død.

Efter sin pensionering var Una Jart aktiv som skribent. Hun skrev bl.a. anmeldelser for Villabyerne og udgav en række små e-bogsbind med historier om unge kvinders oplevelser i Lausanne i 1878.

Una Jart bliver bisat fra Dyssegårdskirken lørdag den 14. november kl. 14.

Æret være hendes minde.

Zonta Kbh I