Helle Neerstrand Rasmussen fylder år!

Senior Consultant Helle Neerstrand Rasmussen, Amager, fylder 40 år den 9. juni.

Helle Neerstrand Rasmussens internationale orientering begyndte, da hun i stedet for at fortsætte i 2. g på Marselisborg Gymnasium i 1997 tog til Lester B. Pearson United World College (UWC) på Vancouver Island i Canada, hvor hun blev en af 200 elever fra 80 forskellige lande. I 1999 fik hun sin Internationale studentereksamen og tilbage i Danmark tog hun året efter en HH fra Aarhus Handelsskole. Derefter gik turen til en engelsksproget uddannelse på Handelshøjskolen i Aarhus, dog med udveksling til Hawaii Pacific University hele efteråret 1992. Efter Bachelorgraden i Business Administration læste hun videre i Aarhus til cand.merc. i Finance and International Business, og her tilbragte hun efteråret 2004 ved Royal Melbourne Institute of Technology. Efter uddannelsen flyttede hun i 2006 til København for at blive Controller hos CMC Biologics A/S i Søborg, og to år efter skiftede hun til Rambøll. Det viste sig, at Rambøll i den grad kunne bruge hendes internationale orientering og beherskelse af flere sprog, og siden 2012 har hun medvirket til at implementere Rambølls nye globale økonomisystem på tværs af organisationen med rejser til Sverige, Norge, Finland, UK, Tyskland, Rumænien, USA, Dubai, Singapore. Faktisk spøger hun med, at hendes ældste søn Aske nåede at besøge 8 lande før han blev født.

Sideløbende med studier og karriere har Helle Neerstrand også engageret sig i frivilligt arbejde, i Network for United World Colleges og studenterorganisationen AIESEC, og som koordinator for Dansk Flygtningehjælps Indsamling på Amager indtil 2015. Fra 2013 har hun været aktiv med  frivilligt arbejde i Zonta International, der er en international NGO med fokus på lige rettigheder til kvinder verden over og mange globale projekter sammen med UN Women. Som medlem af Danmarks ældste og største Zonta klub, København I, har Helle Neerstrand Rasmussen bl.a. medvirket til at synliggøre klubbens arbejde, også på de digitale medier, og hun er stolt over at være 4. generation i sin familie, der er med i Zonta – første generation var hendes oldemor Astrid Kirketerp-Møller, der i 1937 var med til at starte Aalborg Zonta og anden generation hendes mormor Kirsten Sparre Andersen, der i 1978 var med til at starte Zonta København II. Hun bruger cyklen som transportform gerne også til børnenes svømning og bow spring yoga, og så holder hun og hendes mand og 2 børn også af at rejse privat, så det ikke kun er mor på forretningsrejser, der besøger nye lande.